Vi skal alle sammen igennem det på et eller andet tidspunkt, bloggens svar på iltsvind.
Omverdens dumheder der i årevis har hældt nitrat i den sø hvor min litterære rovfisk lever, er nu endelig blevet så stor en byrde at alt livet er blevet kvalt. Konsekvenserne af vedvarende mangel på omtanke har nu endelig fået bugt med mig.
Jeg ligger med bugen i vejret, i stillestående, krystalklart vand, hvori intet kan leve, fordi ingen har været i stand til at stoppe strømmen førend vi alle lå gispende tilbage i det dynd vores dumheder efterlader.
Jeg selv har ikke forfattet andet end danske stile og skoleopgaver i forbavsende lang tid, og er nu ved at være nået punktet hvor det hele kan rende mig noget så grusomt.
Det føles som tidsspilde. Ikke tidsspilde på den der: Jeg-vil-hellere-lege-i-skolegården måde, mere som i: det her er fandeme for let, for kedeligt, og for tidskrævende.
Det er masser af ting jeg i virkeligheden burde rase over, men det hjælper jo ikke en skid alligevel. Idiotien er fastgroet i den gode sunde bestand af pure daner der udgør den limpopofarvede masse der er mine landsmænd, og selvom man går rundt med diktatorambitioner og storhedsvanvid begynder virkeligheden at presse sig på til sidst.
Folket bliver dummere og dummere for hver dag der går, kulturen dør en lille smule mere for hver dag de liberale sidder på magten, timer spildes for hver eneste dag der går. Timer jeg aldrig får igen, men som sidder og æder det inderste af min sjæl som snyltere. Snyltere placeret af et uddannelsessystem der er beregnet på at få så mange igennem 2 års hf-lærdom på så ensartet et niveau som muligt.
Det er en plage, og jeg kan blive forfærdet ved tanken om alt det jeg er gået glip af.
Egentlig kan jeg godt lide at gå i skole. Som så mange andre tænkende væsner før mig, har jeg for længst nået et punkt hvor det er gået op for mig, at desto mere jeg ved, desto flere kvalificerede spørgsmål kan jeg stille til min omverden, og desto mere engagement, desto mere indflydelse og desto livsvilje, kan jeg forvente at besidde.
Ergo, elsker jeg at lære nye ting.
Hér hvor jeg nu sidder, på toppen af min egen verden, kan jeg skue ud over mit liv. Noget andre har gjort før mig, og noget som de fleste burde gøre fra tid til anden.
Dette gælder dog ikke kvinder der sætter sig og funderer over livet i en rus af Alt For Damerne induceret ”sådan-vælger-du-de-rigtige-jeans” trance.
Dette gælder for mennesker der er i stand til at slå resten af verden fra, og se på hvad der er vigtigt for dem personligt, ikke for veninderne på cafeen og kammesjukkerne nede på stadion.
I løbet af en livstid træffer man en enorm mængde valg. Man er som regel ikke klar over at
man i det hele taget træffer dem, men uanset hvad, ender disse valg med at forme en, og gøre en til den person man er i dag. Man vælger til, og man vælger fra. Det kommer i sidste ende ud på prioriteter.
Det er ikke det helt store jeg har at skue tilbage på, det er trods alt ikke sådan at jeg er 50 år gammel narkobaron med et væld af historier i ærmet, i virkeligheden tror jeg endda mit liv har været mere tomt for store oplevelser end så mange andres, men der er dog én ting der virkelig går mig på.
Det er en småting, på overfladen i hvert fald.
Det virker ubetydeligt når man lige sætter sig og tænker over det, men når det er en ting der har stået på siden man gik i 4.klasse, så hober det sig op.
Jeg har det lidt som om jeg i onsdags fandt ud af at jeg engang for længe siden har deponeret en enorm mængde penge i banken, dog har jeg aldrig fået udbetalt renter for de penge.
Tilbage i 4. klasse kunne jeg overkomme det pensum som der forventedes af en 4. klasses elev. Det, i sig selv, er det ikke noget famøst i, men det faktum at jeg kunne det efter et halvt års undervisning er usædvanligt.
Ting jeg aldrig er blevet undervist i forstår jeg fra det øjeblik jeg skimmer siden, og med ganske få repetitioner har jeg ofte været i stand til at forstå, og undervise mine klassekammerater i selv samme emne. Stort set hele min læretid på teknisk skole er gået med at lære folk at tegne tekniske tegninger og regne bæreevne og korrekt dimensionering ud.
Det er formentlig ikke usædvanligt at der elever der er i stand til at rumme pensum langt hurtigere end de andre elever, det der dog nager mig helt enormt er tanken om hvor langt jeg kunne være nået i dag, hvis der var plads til også at tage blot det mindste hensyn til mig.
Det kan selvfølgelig virke utroligt egoistisk at fremføre sådanne idéer, og jeg har da også haft grædekoner på bloggen før der ville påpege hvor hårdt sådan nogen som jeg må have det, men vedkommende glemmer et andet faktum, nemlig at det øjeblik man tager de mest begavede ud af en klasse, bliver der mere tid til de mere tidskrævende.
På flere af de hold jeg har gået på i år, har der været elever der blev overset fordi der er to enkelte elever der var i stand til at trumfe de andres argumenter. Elever der kunne analysere og gennemskue de store sammenhænge i løbet af ingen tid, og derfor er der hurtigere blevet skøjtet hen over et emne, som mange måske godt ville have uddybet mere, men fra lærerens synspunkt var emnet færdigbehandlet fra det øjeblik man kan konstatere at der er nogen der har forstået det.
Lige siden 4. klasse har der været snak om at flytte mig en klasse op, men siden jeg i forvejen har været den yngste i klassen, har der simpelthen været for stort et aldersskel til at man har kunnet gøre det. Op igennem hele min folkeskoletid har jeg stort set kunnet hele næste års pensum inden sommerferien var slut, og teknisk skole samt hf har slet ikke muligheden for at man kan ”rykke op”, eller videre.
Det har altid irriteret mig at jeg skulle sidde og kede mig i skolen.
Jeg har fnyst hånligt af masser af opgaver, men løses det skal de, og dér har jeg siddet i timer og liret mine guldkorn af mig.
Jeg er blevet anklaget for at have snydt og få andre til at skrive for mig mere end én gang, og hver gang har jeg måtte bevise at det er mig der har produceret disse stile.
Min irritation kulminerede som sagt i onsdags hvor jeg var til mundtlig eksamen i dansk.
I stedet for at lovprise mine egen kvaliteter mere end jeg allerede har, vil jeg konstatere at man har en time til at forberede en halv times oplæg, og jeg var til eksamen i oplysningstiden og i særdeleshed Holbergs epistler.
Lærer og censor pointerede at de blev nervøse efter 10 minutter af eksamen, da alt hvad der var relevant allerede var behandlet, og de næste 20 minutter gik på hysterisk analyse og citater efter hukommelsen samt særpræg for Holbergs liv, samt betydningen af enevældet for borgerkulturen og den litteratur der kom ud af det. Vi blev ved ud af én lang tangent, og i al den tid jeg sad der, både til forberedelsen og eksamen følte jeg at der manglede noget.
Efter 20 minutters forberedelse var jeg igennem alt hvad jeg følte var relevant for perioden, for Holberg, for epistlerne, for hans liv og hans holdninger, for tidens litteratur, for enevældet, for hvad der gik forud og den litteratur der kom efter. Og i tiden efter det ledte jeg febrilsk efter noget med noget mere kød på. Jeg følte at der manglede noget relevant, noget dybere, noget man kunne bruge dage på at diskutere og filosofere over, og jeg sad med en alvorlig fornemmelse af at det ikke kunne være tanken bag spørgsmålene, og at jeg måtte have overset noget helt utroligt vigtigt.
Da jeg fik min karakter var jeg ganske overrasket. Desværre ikke på nogen behagelig måde… Jeg følte mig snydt!
Snydt for årevis af undervisning der alt sammen kunne have bragt mig længere i mit liv, undervisning der for længst kunne have placeret mig på dtu sammen med alle nørderne og raketforskerne.
Det var pisse let at være til eksamen!
A Fucking walk in the park at sætte mig på min flade og lire noget helt ligegyldigt lort af.
Jeg gik derfra med et 13-tal efter at have siddet i forberedelseslokalet og læst Politikens bagsidestriber af Martin Strid i 40 minutter!
Det kan ikke være rigtigt at der er nogen der skal føle at de kan sjusse sig til et 13 tal, for en præstation de selv følte var et 10-tal værd.
I alt er det mit livs femte 13 tal og det er lige før jeg er begyndt at forvente således at få 11 eller 13, uanset hvornår jeg stiller op til et eller andet.
Hvor arrogant og højtravende det her end lyder, så mener jeg stadig at jeg er blevet snydt.
Jeg har haft matematik på B niveau på aftenskole, og som lidt af et eksperiment har jeg ikke været der cirka halvdelen af tiden.
Om jeg dumper betyder egentlig ikke det helt store da jeg stadig kan tage matematik på A niveau næste år, så hér på B niveau har jeg udført lidt selvvalgte studier.
Jeg skal til eksamen på onsdag, og jeg vil poste min karakter med en kommentar til eksamen, samt forløbet i sin helhed, så hvis jeg dumper vil i alle sammen få det at vide kort efter at det er sket.
Hvis jeg på nogen måde er i stand til at redde en nogenlunde karakter hjem på et emne jeg selv lige har læst op på, vil min harme være total.
Skulle jeg gå hen og få en middelmådig karakter er der nogen trøst i det faktum at jeg alligevel har brug for samtlige 120 timers undervisning for at blive bedre end mine medstuderende.
Hvor om alting end er, føler jeg at første 1/3 af mit liv er spildt på ligegyldigt sludder.
Ikke ligegyldigt i den forstand at det er uvigtigt, men forstået på den måde at jeg kunne have lært så meget mere i forhold til den tid jeg har tilbragt i skolen.
Det kan godt være at snothvalpe, født med vand i hovedet, et kromosom for meget og med for stort indtag af indtørrede malingflager som barn skal have en hjælpende hånd til at binde snørebånd og lære at læse Søren og Mette, men der er stadig mennesker derude, sønner af revisorer og soldater, pakistanske indvandrere og piger med store bryster og langt lyst hår der er mere intelligente end de burde være, og som man forsømmer når man holder dem tilbage i undervisningen.
Svigt er ikke kun et spørgsmål om at lille Brian og Janni fra erhvervsklassen ikke kan læse og skrive når de går ud af skolen, svigt er i min verden, ligeså meget et spørgsmål om at man ikke gør sig noget forsøg på at hjælpe eleverne på det niveau hvor de nu engang er.
Jeg har mange klassekammerater der ikke fik den undervisning de havde brug for fordi jeg har provokeret mine lærere og støjet, kastet med papirsflyvere og skabt mig åndssvag i magtesløs kedsomhed igennem størstedelen af min folkeskoletid. Hver eneste samtale der var mellem skolen og mit hjem, og dem var der en del af, gik på at jeg totalt ødelagde alt omkring mig, men man kunne jo ikke sætte mig i sinkeklassen for jeg kunne jo mine ting, de kunne heller ikke sætte mig en klasse op, for det var der ikke plads til, så jeg hang fast, og mine klassekammerater hang fast på mig.
Det forholder sig ikke sådan at jeg går rundt og bilder mig selv ind at jeg nu ejer verden fordi jeg har fået én enkelt skide top-karakter til en hf eksamen!
Jeg har i mange år haft fornemmelsen af at systemet ikke fungerer som det skal, og at medmindre man er velbjærget, så kan man ikke håbe på at ens unger skal gøre fremskridt hurtigere end de rige folks snotdumme poder. Sagen er bare den at det hæmmer min intellektuelle vækst, lige så meget som det hæmmer andres, blot af modsatrettede årsager.
Læsset væltede for mig i onsdags, og jeg er ikke sikker på hvad der skal til for at få det på højkant igen.
